Min historie

Jeg startede i 2001 som massør sideløbende med mit job som socialrådgiver og i 2004 tog jeg mit første kursus i kranio-sakral terapi. Siden har jeg løbende deltaget i kurser indenfor kropsterapien, der har inspireret mig og været medvirkende til at udvikle mig til den person jeg er i dag.

Som socialrådgiver har jeg arbejdet med mennesker, der har skullet forholde sig til store forandringer i tilværelsen. Det være sig familiære-, psykiske- og/eller fysiske omstillinger. Arbejdet har indeholdt samtale, vejledning og en skriftlighed i form af at beskrive den pågældendes situation til brug for det videre forløb i det kommunale system.

Jeg har gennem årene flere gange skiftet retning i min beskæftigelse. Dette har ofte været i forbindelse med, at jeg har overforbrugt mig selv – altså min fysiske- og psykiske krop har været i en stress-tilstand og har af denne vej fortalt mig, at det var nødvendigt at ændre på min dagligdag. Dette skete senest i 2012, hvor jeg måtte vælge mellem mit job som socialrådgiver eller min klinik med kropsterapi. Valget blev klinikken, idet jeg her har mulighed for at kombinere mine erfaringer med kropsterapien med mine samtale-erfaringer, og min mangeårige kontakt til det offentlige system fra mit job som socialrådgiver.

Jeg tror på at vores psykiske- og fysiske krop langt hen af vejen selv er i stand til at skabe balance. Vi kan dog komme i situationer, hvor der kan være brug for vejledning til at komme bedst muligt videre. Min kontakt i klinikken er individuel skræddersyet til dig, idet jeg opfatter hvert enkelt menneske som unikt. For mig handler det om at finde ud af, hvor det enkelte menneske befinder sig i livet for at vi sammen kan arbejde videre her fra i det tempo, som den enkelte er klar til.

Jeg glæder mig til at møde dig og være med til, at du vælger din vej.